Norlys åbner udviklingsafdeling i INCUBA Katrinebjerg

Nyt samarbejde mellem Norlys og INCUBA skal styrke energi- og telekoncernens forbindelser til IT-Byen Katrinebjergs studie- og forskningsmiljø.

Med en udviklingsafdeling i INCUBA på Katrinebjerg vil Norlys være tæt på Aarhus Universitets anerkendte IT-uddannelser og synliggøre fremtidige karrieremuligheder for studerende gennem blandt andet karrieredage, studiejobs, forskningssamarbejde og hackathons.

- Vi kan se, at fremtiden i højere grad får brug for digital arbejdskraft, men allerede nu fordrer vores opgaver og udfordringer, at vi som virksomhed har adgang til den nyeste viden og de dygtigste specialister. Udviklingen går hurtigt, og det er vigtigt at være på forkant. Omvendt er det også vigtigt at vise de studerende, at der er nødvendige og samfundsrelevante jobs både under og efter endt uddannelse. I Norlys er det essentielt, at vi har en attraktiv arbejdsplads for unge med digitale kompetencer, og derfor har det høj prioritet at samarbejdet med INCUBA skaber værdi for både de studerende og færdiguddannede, siger Morten Bilgrav, CIO hos Norlys.

Et spændende match for miljøet

INCUBA Katrinebjerg ligger i kernen af Danmarks stærkeste it-miljø med mere end 100 virksomheder, erhvervsfremmeaktører, Alexandra Instituttet og Aarhus Universitets it-uddannelser.

Derfor er det vigtigt for INCUBA at tiltrække samarbejdspartnere, som kan være med til at fremme innovationen og udviklingen inden for IT.

- Det, at vi kan få veletablerede virksomheder som Norlys ind i vores miljø, bidrager til, at forskningen og de innovative startups og idéer helt bogstaveligt møder erhvervslivet. Som Danmarks største tele- og energikoncern er Norlys desuden en vigtig bidragsyder til digitaliseringen og den grønne omstilling, hvor forskning og ny viden er afgørende for at løse fremtidens udfordringer. Derfor er det her et rigtig spændende match for INCUBA og vores startups inden for både det digitale og cleantech, udtaler Mai Louise Agerskov, CEO for INCUBA A/S

- Læs pressemeddelelsen
Dato:
23. september 2021

Mere info
Del dette