Efter stærkt corona-comeback: Locked har store planer

De gik fra Løvens hule med to nye investorer og udsigt til vækst. Så lukkede landet ned. Siden foråret er det imidlertid gået stærkt for de to stiftere af oplevelsesvirksomheden Locked, der netop har åbnet et kontor i INCUBA til den voksende medarbejderstab.

Da INCUBA i 2019 kårede ’Årets Iværksætter’ på Aarhus BSS, skilte én virksomhed sig markant ud fra feltet.

Fire vordende ingeniører i forretningsudvikling fra Campus Herning havde som en udløber af et studieprojekt stiftet oplevelsesvirksomheden Locked, der satsede på konceptet escape rooms.

”Når vi fortalte om virksomheden i de første to år, spurgte folk ofte, hvad vi så levede af,” fortæller Anna Grantland, der sammen med medstifter Martin Høeg driver Locked i dag.

Underforstået; det kan man da ikke rigtig tjene penge på. Men det kan man.

Ved siden af studiet havde de på halvandet år åbnet tre afdelinger med en månedlig omsætning på +400.000 og et overskud på mere end én mio. kroner i første regnskabsår.

I dag to år senere runder den månedlige omsætning 1,85 mio. kroner fordelt på ca. 10.000 gæster. Tal der med al sandsynlighed havde været endnu højere, hvis det ikke havde været for en vis pandemi.

Over al forventning

Med primetime-eksponering i Løvens Hule i februar 2021 var der lagt i kakkelovnen til et omsætningsboost oven på et udfordrende 2020.

Men genåbningen af Danmark trak ud, og de to stiftere kunne blot se til, mens 30.000 besøgende strømmede ind på hjemmesiden uden mulighed for at booke, fordi ingen vidste, hvornår landet ville åbne igen.

Med to nye afdelinger i støbeskeen og månedlige udgifter for 250.000 var perioden i stedet én stor spareøvelse. Men i maj kunne Locked endelig åbne dørene igen.

”Vi var nervøse, da vi åbnede, og frygtede, at de lange testkøer ville resultere i mange aflysninger. Men det gik over al forventning,” siger Martin Høeg.

Det er gået så godt, at Locked lige nu forventer et overskud på mellem halvanden og to millioner i 2021. Penge, der allerede er udset til vækst og udvikling.

Satser stort på teambuilding

Senest har de to stiftere ansat to nye fuldtidsansatte i centrale funktioner til at håndtere blandt andet kundeservice, koordinering og personale.

I den forbindelse har de åbnet et nyt kontor i INCUBA. Med titlen som ’Årets Iværksætter’ fulgte nemlig fire gratis måneder i INCUBA StartupLab, som nu skal danne en god base for den nye stab.

Herfra står den på vækst.

Foruden fysiske escape rooms satser de benhårdt på ’ud-af-huset ’-teambuilding og firmaevents for større grupper. I september afholdt de fx teambuilding for KMD med 200 deltagere.

”Teambuilding er et meget spredt marked med alle mulige mærkelige tilbud. Der har vi et produkt, der rammer bredt. Det er kun hjernen, der skal på overarbejde, så alle kan være med. Vi får mere og mere at lave på den front,” fortæller Martin Høeg.

Derudover har de noget stort i støbeskeen for det nye år.

”Vi har noget nyt i pipelinen for 2022, som kan øge vores kapacitet betragteligt. Målet er, at vi i 2023 giver over 300 tusind gæster en god oplevelse,” lyder det fra de to stiftere.


Læs også: Her er årets iværksætter på Aarhus BSS
Dato:
15. november 2021

FAKTA OM LOCKED

Stiftet i 2018 af Anna Grantland, Martin Høeg, Kristoffer Nielsen og Søren Vedstesen. De to sidstnævnte trådte i god ro og orden ud af virksomheden i 2020 for at gå andre veje.

Locked udvikler og udbyder escape rooms og teambuilding, hvor folk i fællesskab skal løse gåder og mysterier for fx at slippe ud af et rum eller desarmere en fiktiv bombe.

Anna Grantland og Marting Høeg deltog i februar 2021 i Løvens Hule og gik derfra med en investering på 1 mio. kroner fra Mia Wagner og Jan Lehrmann for 20 procent af virksomheden. Begge investorer er forsat aktive i Locked.

Locked har i dag syv afdelinger og ca. 55 ansatte.

Læs mere www.locked.dk

Tekst: CBJ
Del dette