Danske startups ruster sig til modgang med best practice fra Israel

For danske startups er der masser af inspiration at hente i det unikke israelske startupmiljø, der tordner afsted på trods af kriser og modgang. Det danske innovationscenter i Tel Aviv har været på besøg for at undervise i overlevelsesmetoder og skaleringsværktøjer.

Normalt færdes Lasse Vinther-Grønning under varmere himmelstrøg end det danske i stillingen som chef for Innovation Centre Denmark i Tel Aviv i Israel.


For nylig lagde han imidlertid vejen forbi Danmark sammen med sit team for at træne danske startups i best practice fra landet, der med rette er kendt som ”The Startup Nation”. Selv ikke COVID-19 har sinket Israels buldrende startup-lokomotiv.


Ved udgangen af 2020 havde israelsk tech fostret fire nye unicorns og rejst 9.93 milliarder dollars fordelt på 578 transaktioner. Det var ny rekord og en stigning på 27 % i forhold til året før. Imponerende tal for et land med en population på ca. 9 mio. indbyggere.


Hvad er den vigtigste lærdom fra israelske startups ift. COVID-19?


»De arbejder hurtigere end os. De forstår, at konkurrencen er global og vidste, at de skulle øge hastigheden af deres udvikling og tilpasse sig. Derudover har de et internationalt udsyn fra starten og tør gå efter det. Der findes kun ét marked for israelerne – det amerikanske. Det kan danske iværksættere lære af. For det tredje kigger de hele tiden i retning af internationale private investorer.«


Elsk dit marked

Baseret på casestudier af israelske startups og deres håndtering af COVID-19, har innovationscentret udviklet en ’Survival Toolbox’ i samarbejde med Industriens Fond, der skal klæde danske startups på til at modstå kriser.


INCUBA var lokal partner i Aarhus, hvor et hold iværksættere blev taget igennem seks sessioner med forskellige værktøjer og metoder.


Noget af det, som kendetegner de modstandsdygtige israelske startups, er intens fokus på internationalisering, et ekspansionistisk kommercielt tankesæt og en stor vilje til at gentænke virksomhedens innovation.


De arbejder meget systematisk og datadrevet og agerer ekstremt hurtigt på markedsændringer, fortæller Lasse Vinther-Grønning og stiller det på spidsen.


»Danske iværksættere elsker deres produkt, teknologi og løsning. Israelske iværksættere elsker deres marked.«


Et andet særkende ved Israels startupmiljø er en udbredt mentalitet præget af risikovillighed, åbenhed og en fornemmelse af urgency. Folk er vant til at navigere i risiko og usikkerhed på en anden måde end i fx Danmark.


Tingene rykker hurtigt

Trods de åbenlyse forskelle og en geografisk beliggenhed i Mellemøsten, ligger Israel alligevel tæt på Danmark i mere end en forstand.


»Forretningsmæssigt, kompetencemæssigt og kulturelt er Danmark og Israel meget kompatible. Og så tager det kun lidt over fire timers flyvning fra Aarhus at komme dertil,« påpeger Lasse Vinther-Grønning.


Og for danske startups kan der være mange gode grunde til at orientere sig imod Israel.


Allerede i begyndelsen af 90’erne lancerede den israelske regering et initiativ, der tilbød udenlandske venturefonde skattefordele og match af investeringer med statslige midler.


Det er en af årsagerne til, at Israel i dag huser en sværm af venturefonde og acceleratorer samt R&D-centre for mere end 350 multinationale virksomheder. Her kan det ofte være nemmere at få hul igennem end i hovedkvarteret. Tilføj dertil adskillige forskningsinstitutioner i verdensklasse.


Ofte rykker tingene tilmed enormt hurtigt. Hvis der er et samarbejdspotentiale, er israelerne hurtige til at gribe bolden, forklarer Lasse Vinther-Grønning og leverer et aktuelt eksempel.


»For en måned siden havde vi en life science-startup igennem innovationscentret til en kort digital session. Efter to virtuelle møder blev de tilbudt et længere testforløb på et af de førende hospitaler for hudkræft i Israel, noget der normalt ville koste millioner af kroner.«



Du kan læse mere om, hvad danske startups kan lære af israelske i rapporten ’Israeli best practice for startups: Preparing for the next crisis’

Dato:
3. juni 2021

Faktaboks


  • Innovation Centre Denmark (ICDK) - Tel Aviv har siden 2016 været en del af den danske ambassade i Israel.
  • ICDK hjælper bl.a. danske virksomheder med at indgå partnerskaber, udveksle viden og etablere samarbejder med startups, virksomheder, innovationsmiljøer, forskningsinstitutioner og investorer i Israel.


Tekst: CBJ

Del dette