Danish Life Science Cluster flytter ind i INCUBA

Virksomhederne i INCUBA Skejby har fået en stærk ny medspiller med grene ud til hele det danske life science-miljø.

Først på året så Danish Life Science Cluster - Danmarks nye nationale klynge for life science og velfærdsteknologi - dagens lys.


For nylig har klyngens ben i Aarhus fundet sit nye hjem i life science-miljøet INCUBA i Skejby ved Aarhus Universitetshospital.


”Vi var på udkig efter et miljø med spændende muligheder og kontakter,” fortæller Frederik Mølgaard Thayssen, Senior Project Manager i Hub Midtjylland.


Hub Midtjylland bygger på fundamentet fra den tidligere regionale hub Medtech Innovation Consortium. Med den nye konstellation var INCUBA et oplagt match.


”Siden vi blev en national klynge, er vores fokus blevet bredere og omfatter alt fra medtek, sundheds-it og pharma til telemedicin. Miljøet i INCUBA dækker den bredde godt, og så er det også et stort plus for os, at vi får et naboskab med regionens nye innovationsenhed (Clinical Innovation Unit, red.). Derudover er det bare et super velfungerende sted med høj service,” siger han.


En gevinst for miljøet

For virksomhederne i INCUBA giver den nye nabo nem adgang til viden, samarbejder og netværk over hele landet.


Et eksempel kunne være det nye NGS Tech Network, som er søsat af CEO Susanne T. Venø fra INCUBA-virksomheden Omiics i samarbejde med Danish Life Science Cluster.


Derudover kan virksomheder hente hjælp til test og udvikling af innovative idéer. Majoriteten af medarbejderne i Hub Midtjylland arbejder med at sammensætte og lede innovationskonsortier med deltagelse af virksomheder, forskere og offentlige aktører.


”For INCUBA er det vigtigt at have et tæt samarbejde med de nationale klynger inden for vores vertikaler, så vi er begejstrede for at have fået Danish Life Science Cluster tilknyttet. Det er en stor gevinst for både vores virksomheder og for Danish Life Science Cluster, der kommer helt tæt på nogle af regionens bedste life science-virksomheder og forskere,” siger Ann Marie Søborg Karkov, Director of Communications, Community & Acceleration i INCUBA.


Fuld plade

Med tilføjelsen af Danish Life Science Cluster huser INCUBA nu fire af de nationale erhvervsklynger, svarende til forskerparkens vertikaler IT, cleantech/energi og sundhed.


  • DigitalLead i INCUBA Katrinebjerg
  • CLEAN og Energy Cluster Denmark i INCUBA Navitas
  • Danish Life Science Cluster i INCUBA Skejby


Læs også: Danmarks nye digitale klynge får kontor i INCUBA

Dato:
10. december 2021

Fakta om Danish Life Science Cluster

  • Danish Life Science Cluster er etableret I 2021med hubs i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Nykøbing Falster. Klynge bygger på fundamentet skabt af tidligere regionale klyngeorganisationer.
  • Danish Life Science Clusters formål er at omsætte dansk forskning og viden inden for life science og velfærdsteknologi til kommercielle løsninger. Det sker gennem et bredt samarbejde med virksomheder, vidensinstitutioner, sundhedsvæsen og kommuner.
  • www.danishlifesciencecluster.dk


Del dette