BioXpedia opruster services med ny investering

Med en stor investering i et nyt massespektrometer-system (LC-MS/MS) har kontraktforskningslaboratoriet BioXpedia taget endnu et skridt på vejen til at kunne assistere i udviklingen af nye lægemidler fra start til slut.

I et anonymt kælderrum står en vakuumpumpe og en nitrogengenerator og summer ufortrødent. Via to rør gennem loftet sørger maskineriet for, at BioXpedias nyerhvervede massespektrometer kan køre nonstop i laboratoriet ovenover.


LC-MS/MS-systemet er den seneste tilføjelse til kontraktforskningslaboratoriets voksende arsenal af services inden for biomarkørscreening og analyser af DNA, RNA, proteiner og lægemidler.


Med en indkøbspris på mere end 1 mio. kroner er der tale om en større investering, men det skal ses i lyset af potentialet på den længere bane, fortæller CEO og stifter Mogens Kruhøffer.


Læs også: COVID-19: Startup hjælper AUH med at fordoble testkapacitet


Indkøbet er et skridt videre i en ambition om at kunne assistere biotekvirksomheder igennem hele udviklingsfasen af nye lægemidler, fra den indledende forskning med identifikation af targets og dyreforsøg til kliniske forsøg på mennesker.


”Vores overordnede formål er at facilitere og accelerere omsætningen af forskning og ny viden til gavn for behandlingen af patienter. Det arbejder vi allerede på i mange klinisk relaterede forskningsprojekter, hvor vi hjælper med planlægning, analyse af prøver og databehandling. Med LC-MS/MS kan vi tilbyde endnu en analyse, der har relevans for både biotekvirksomheder og forskere inden for præklinisk og klinisk forskning,” siger han.


”Håbet er, at en virksomhed som BioXpedia, der er stærk inden for en lang række laboratorieanalyser og har masser af forsknings-knowhow, kan tiltrække og understøtte udviklingen af nye biotekvirksomheder i Aarhus.”


Ansættelse af specialist

LC-MS/MS er en udbredt metode til analyse af forskellige typer af prøver og bestemmelse af koncentrationen af molekyler på basis af forholdet mellem deres masse og elektriske ladning. Metoden er ekstremt fintfølende og anvendes i mange sammenhænge.


I forbindelse med lægemiddeludvikling kan et massespektrometer f.eks. bruges til at undersøge lægemidlers farmakokinetik, et udtryk for beskrivelsen af deres optagelse, stofskifte, fordeling og udskillelse i kroppen. Teknologien gør det muligt at spore molekyler helt ned til 1 ppm (parts per million), hvilket svarer til 1 milliontedel af en kubikmeter (1.000 liter).


Det kræver specialviden at operere et avanceret massespektrometer-system, som det BioXpedia har indkøbt. Derfor har virksomheden i samme forbindelse ansat LC-MS Specialist Kevin Borchert (billedet) med ansvar for driften af den nye investering.


BioXpedia arbejder allerede sammen med en del andre aktører i feltet inklusiv NMD Pharma, der også er en del af INCUBA Skejby og som udvikler behandlinger af neuromuskulære sygdomme såsom myasthenia gravis.


Læs også: Fra forskningsprojekt til biotekselskab i vækst

Dato:
11. marts 2021

OM BIOXPEDIA


Kontraktforskningslaboratorie med speciale i biomarkørscreening, bioinformatik og analyser af DNA, RNA, proteiner og small molecules. BioXpedia er stiftet i 2016 af ph.d. i molekylærbiologi Mogens Kruhøffer og beskæftiger i dag 16 medarbejdere i sundhedshubben INCUBA Skejby ved Aarhus Universitetshospital.


Læs mere på www.bioxpedia.com

Del dette