Tidligere på året blev pilotprojektet ODIN - Open Discovery Innovation Network – lanceret i Aarhus med 54,5 mio. kr. i støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Her slår medicinalindustri og akademia hjernerne sammen i en bestræbelse på at skabe ny fælles viden og grundlæggende værktøjer, som kan effektivisere innovationen af nye lægemidler globalt. Alle data og resultater stilles nemlig gratis til rådighed for omverdenen.
Siden februar har biotekvirksomheder og forskere fra Aarhus Universitet netværket med hinanden for at udvikle ideer til den første runde af projekter. Ud af 19 projektforslag er de fem mest lovende nu blevet tildelt 22 mio. kroner i støtte.
To virksomheder fra INCUBA, Omiics og BioXpedia, er blandt virksomhedsdeltagerne, der også tæller internationale giganter som AstraZeneca og Novo Nordisk.
De udvalgte projekter tager fat på fem globale helbredsproblemer. Omiics, hvis kerneteam har arbejdet med udvikling af metoden Next Generation Sequencing (NGS) i over 10 år, skal bidrage med skræddersyet bioinformatisk analyse af RNA-sekventeringsdata i to projekter, der adresserer henholdsvis tyktarmskræft med lektor Lasse Sommers og neurologiske sygdomme med lektor Mark Denham.
”Ved at deltage i projekter som ODIN, udvikler vi nye anvendelsesmuligheder og opretholder et kompetenceniveau på forkant af udviklingen inden for RNA-NGS. Med et ben i teknologiske udviklingsprojekter og et andet som serviceudbyder, betyder det også, at vi kan støtte op om at forkorte tiden fra ”proof-of-principle” til, at metoden kan blive tilgængelig for en bredere skare,” siger Morten Venø, CEO i Omiics.
I kræftprojektet får Omiics selskab af en anden virksomhed fra INCUBA, kontraktforskningslaboratoriet BioXpedia, der bidrager med dyb erfaring inden for opdagelse af nye biomarkører.
Læs også: Biotek-startup hjælper AUH med at fordoble corona-testkapacitet
”Vi har erfaring med at ekstrahere og analysere relevante biologiske molekyler fra et stort antal prøver, samt at anvende avancerede machine-learning metoder til at udvikle stabile biomarkør-signaturer. Vi har i tidligere projekter, i samarbejde med kliniske forskningsgrupper, bl.a. arbejdet med at finde diagnostiske biomarkører i relation til kræft i galdevejene, lungerne og bugspytkirtlen, og vil gerne bidrage med vores erfaringer til Lasse Sommers ODIN-projekt,” siger CEO Mogens Kruhøffer.
Læs mere om ODIN og beskrivelser af de udvalgte projekter.
Omiics (fotoet)
BioXpedia