ProActive fusionerer med hollandske Fellowmind

It-huset, der i mange år har været en del af it-miljøet i INCUBA Katrinebjerg, bliver en del af en af Europas førende platforme for Microsoft-ydelser.

”Vi er stolte af den rejse, vi har været på indtil videre. Med udgangspunkt i vores ønske om at indfri vores internationale ambitioner, er Fellowmind en fantastisk platform,” udtaler ProActives grundlægger og CEO Max Sejbæk i forbindelse med fusionen.


ProActive blev grundlagt i 1997 og beskæftiger i dag cirka 250 medarbejdere på fire danske kontorer, hvoraf afdelingen i Aarhus i mere end 10 år været en del af it-miljøet i INCUBA Katrinebjerg.


Fellowmind, der har FSN Capital i ryggen, er en af Europas førende platforme for Microsoft-relaterede ydelser med over 1.250 medarbejdere i fem lande. Fellowmind overtager 100% af aktierne i ProActive, og de nuværende partnere bliver aktionærer i Fellowmind. Via Fellowminds medarbejderinvesteringsprogram har alle ansatte mulighed for at blive aktionærer i Fellowmind.


Max Sejbæk fortsætter som CEO i ProActive og indtræder derudover i Fellowminds direktion som Regional Director. Preben Damgaard, investor og tidligere bestyrelsesformand i ProActive, træder ind i Fellowminds bestyrelse.


Læs mere

Dato:
23. april 2020

Del dette