Overblik: Tre store virksomhedshandler i INCUBA i 2020

Fusion og forgyldte founders: Tre store millionhandler fandt sted i INCUBA i de første fire måneder af 2020. To exits og en it-fusion, fra Indien til Holland, AI, esport og Microsoft-konsulenter. Se dem her.

1. Global markedsleder køber aarhusiansk AI-startup
UNSILO fra INCUBA Navitas blev i januar opkøbt af indiske Cactus Communications, en af verdens ledende leverandører af videnskabelig kommunikation.

UNSILO er stiftet af Mads Rydahl og Thomas Laursen, hvoraf førstnævnte bl.a. har en fortid i Silicon Valley som leder af produktdesign ved Siri.com, der blev solgt til Apple.

Virksomheden med ca. 30 ansatte har siden 2016 været en del af INCUBA Navitas, hvor de udvikler avancerede værktøjer, der anvender kunstig intelligens til tekstforståelse- og behandling. UNSILO bliver i Aarhus efter opkøbet.

Læs nyheden »

2. Esport-platform fra INCUBA Katrinebjerg solgt for en kvart milliard
Der havde været mange interesserede købere i tidens løb, før Martin Rosenbæk og Per Lambæk i marts 2020 valgte at sælge CS:GO-platformen HLTV.org sammen med hjemmesiden Dust2.dk til den danske bettingplatform Better Collective i en handel, der potentielt løber op i 257 millioner kroner.

Siden 2015 har virksomheden været en del af INCUBA i IT-byen Katrinebjerg, hvorfra de leverer nyheder fra esport-industrien samt statistik og information om CS:GO-kampe og rangeringer af hold og spillere til et globalt publikum. Sitet har i dag mere end 26.5 mio. besøg om måneden.

Martin Rosenbæk og Per Lambæk står fortsat for den daglige ledelse af HLTV.org.

Læs nyheden »

3. ProActive fusionerer med hollandske Fellowmind
It-huset ProActive blev grundlagt i 1997 og beskæftiger i dag cirka 250 medarbejdere på fire danske kontorer, hvoraf afdelingen i Aarhus i mere end 10 år har været en del af it-miljøet i INCUBA Katrinebjerg.

I april fusionerede virksomheden, der er siden 2010 har været kåret som årets danske Microsoft partner fire gange, med hollandske Fellowmind, en af Europas førende platforme for Microsoft-ydelser med FSN Capital i ryggen.

I forbindelse med fusionen indtræder Preben Damgaard, investor og tidligere bestyrelsesformand i ProActive, i Fellowminds bestyrelse.

Læs nyheden »

Dato:
19. maj 2020

Del dette