Danmarks nye digitale klynge får kontor i INCUBA

It-forum og BrainsBusiness er gået sammen med en række af landets universiteter og GTS-institutter om etableringen af Danmarks nye digitale klynge under navnet DigitalLead.

De to store it-erhvervsnetværk it-forum og BrainsBusiness med over 600 betalende medlemsvirksomheder tilsammen forener kræfter med danske universiteter og GTS-institutter i en ny, landsdækkende klynge, der skal skabe øget innovation.


”Vi forener forskning og praksis og skaber et tværgående samlingspunkt for digital innovation og øget produktivitet både for virksomheder, der udvikler digitale løsninger samt for alle øvrige sektorer, som er afhængige af innovative it-løsninger for at kunne udvikle deres forretning”, fortæller den nye formand Brian Busk.


Her kan landets virksomheder hente viden og indsigt i nye teknologier som f.eks. kunstig intelligens, Internet of Things, Cyber Security, Virtual og Artificial Reality, Big Data og Blockchain til gavn for innovationskraften i Danmark.


Medlemskab giver virksomheder adgang til en lang række aktiviteter og projekter i form af relevante faglige it-events, co-creation-forløb, innovations-workshops med mere.


"DigitalLead skal være brohoved for etablering af meningsfulde og værdiskabende samarbejdsrelationer virksomhederne imellem og mellem forskningsverdenen og erhvervslivet, så vi sikrer, at Danmark vedbliver med at være en digital frontløber på det internationale verdenskort”, siger direktør i it-forum, Bo Sejer Frandsen.


It-forum har længe været en fast del af miljøet i INCUBA, hvor den nye klynges aarhusianske afdeling også får hjemsted. DigitalLead er desuden repræsenteret i Aalborg og København.


Den samlede partnerkreds tæller: It-forum, BrainsBusiness, AAU, AU, CBS, DTU, ITU, KU og SDU samt GTS-institutterne Alexandra Instituttet og Force Technology.


Læs mere på www.digitallead.dk


Læs også: Alexandra Instituttet giver startups adgang til dugfrisk it-forskning

Dato:
29. maj 2020

Del dette