Bredt partnerskab går sammen om hjælp til iværksættere i corona-klemme

Aarhus Kommune er sammen med samarbejdspartnere i startup- og investormiljøet klar til at hjælpe nye og fremtidige virksomheder i corona-krisen. Adm. direktør i INCUBA, Mai Louise Agerskov, leder det nye partnerskab.

Da finanskrisen ramte Aarhus i 2008-09 var der et fald i nye iværksættere på over en tredjedel, og der var et tilsvarende fald i antallet af arbejdspladser, som blev skabt i de nye virksomheder. Et lignende fald tegner sig som følge af corona-krisen.

I forlængelse af et møde mellem borgmester Jacob Bundsgaard og en række af byens startups og investorer er det derfor aftalt, at der straks nedsættes et hurtigt arbejdende partnerskab, der skal igangsætte en række tiltag, som kan hjælpe de nye virksomheder.

”Der er kommet en række gode hjælpepakker til iværksættere. Dem skal vi sørge for kommer ud til aarhusianske iværksættere. Vi skal desuden hjælpe iværksættere over de bump, som de er stødt på som følge af corona-krisen. Nogle af dem stod overfor at skulle rejse kapital eller lancere deres produkt på markedet, og de fik det lige pludseligt svært.”, siger Jacob Bundsgaard og fortsætter:

”Vi skal også inspirere og hjælpe flere i gang med at etablere egen virksomhed. Coronakrisen har vist os nye muligheder inden for blandt andet tech, e-handel og grøn omstilling. Mange aarhusianske iværksættere har vist, at de er rigtig gode til at gribe de muligheder, der opstår i nye tider. Det potentiale skal vi udnytte, og derfor får partnerskabet også til opgave at inspirere til de nye muligheder.”

INCUBA-direktør i spidsen
Det nye partnerskab vil blive ledet af Mai Louise Agerskov, adm. direktør for INCUBA, og det vil bestå af repræsentanter fra startup- og investor-miljøet i Aarhus.

”Corona-krisen har været hård ved mange startups. For mange stoppede muligheden for nye investeringer og lanceringer af nye produkter fra den ene dag til den anden. Som nystartet virksomhed har man ikke opsparet likviditet til at stå i mod med. Jeg mærker dog en spirende optimisme og tro på, at nye tider også kræver nye løsninger – og det giver også nye muligheder for startups,” siger hun.

Om partnerskabets arbejde siger Mai Louise Agerskov desuden: ”Startups skal nemt og hurtigt kunne få adgang til den rette viden og det rette netværk i en tid, hvor udfordringer, tilbud og hjælpepakker ændrer sig fra uge til uge, og så skal de gode cases og miljøet i Aarhus gøres synlige for investorer. Her har vi et uudnyttet potentiale, som kan hjælpe iværksættere med behov for kapital.”

Læs hele pressemeddelelsen
Dato:
10. juni 2020

Del dette