Det var fire studerende fra Aarhus Universitet i Herning, der løb med prisen 'Årets Iværksætter' 2019, da Studenterlauget i november holdt sit årlige awardshow Den Gyldne Fugl.
Anna Grantland, Søren Vedstesen, Kristoffer Nielsen og Martin Høeg læser til dagligt business development engineer. I 2018 stiftede de sammen virksomheden Locked, der leverer escape room-oplevelser og teambuilding til erhvervslivet. Det er siden vokset til en millionforretning med 21 ansatte og mere end 20.000 besøgende.
Det var firkløverets store sans for forretning og organisering af teamet samt deres talent for eksekvering, der sikrede dem prisen foran feltets øvrige nominerede.
Tre nominerede
Locked blev udpeget som vinder ud af et felt af tre nominerede, som alle var blevet indstillet af deres medstuderende.
De øvrige nominerede var den nytænkende parkeringsplatform Parkshare og det inspirerende backpacker-univers Backpackerlife.dk.
Den Gyldne Fugl har været holdt på Aarhus BSS siden 2013. Her uddeles priser inden for 14 forskellige kategorier. Iværksætterprisen gives til én eller flere iværksættere, som med sit særlige drive har udviklet en innovativ forretningside eller skabt en virksomhed med forretningspotentiale.
Med prisen fulgte en præmie på fire måneders kontorplads i INCUBA StartupLab.
Læs også: Lokale studerende blev hædret for millionforretning i Aarhus
Læs også: INCUBA kårede årets iværksætter 2018 på Aarhus BSS