Reshopper vinder pris og tiltrækker investering

Reshopper modtager prisen for Danmarks Bedste Børneapp i Glyptoteket.

Reshopper, der er en del af miljøet i INCUBA Navitas, har for alvor fået fart på udviklingen de seneste måneder. Først vandt de søndag den 25. oktober prisen for Danmarks Bedste Børneapp ved et stort prisuddelingsshow i Glyptoteket i København, og så kunne de den 26. november offentliggøre, at de har fået investering fra WhiteAway-millionæren Esben Gadsbøll.

Appen, der giver børnefamilier adgang til online køb og salg af brugte børneting i lokalområdet, er startet af de fire venner Anders Dahl Pape, Jonas Funk Johannessen, Anders Munk og Nicolai Danmark Johannesen. De lancerede Reshopper-appen i oktober 2012 og forventes at runde 150.000 downloads inden dette års udgang.

Har ventet på den rigtige Business Angel
De seneste tre år har stifterne investeret i udvikling af koncept og drift, mens indtægterne er kommet fra andre aktiviteter. Med den nye investering er det nu muligt på fuld tid at koncentrere sig om det videre arbejde med Reshopper, der er på vej til international skalering.

Det nye partnerskab kommer efter, at Reshopper-teamet det seneste par år har været i dialog med flere interesserede investorer uden at finde den rigtige partner på det rigtige tidspunkt. »Vi har haft nogle gode snakke undervejs med mange kompetente mennesker. Da vi indledte samtalerne med Esben Gadsbøll, var der en helt unik kemi og en forståelse for vores vision med Reshopper, om at skabe et globalt brand og at opbygge et dedikeret community,« siger medstifter af Reshopper, Nicolai Danmark Johannesen.

Med i et globalt kapløb om at blive den foretrukne digitale markedsplads
Med den nye investering er virksomheden nu klar til næste kapitel, som handler om at udbrede det populære danske koncept til udlandet. Når investeringen kommer nu, skyldes det ikke kun, at Reshopper er blevet et veletableret fænomen i Danmark. Det skyldes også det globale kapløb, der foregår lige nu, om at få flest loyale brugere og blive den foretrukne digitale markedsplads. Det har gjort det til et varmt investor-emne.

Eksempelvis har en anden secondhand-app, den spanske Wallapop, fået investering på $140 millioner til at gøre deres indtog på det amerikanske marked. “En af forskellene mellem Reshopper og f.eks. Wallapop er vores vertikale fokus, som er nøglen til vores succes i Danmark. Vi har fra starten udelukkende fokuseret på én målgruppe, som er køb og salg af brugte ting til børn, og her ser vi, at det giver et unikt engagement, når børnefamilier handler med andre børnefamilier, ” siger Nicolai Danmark Johannesen.

Reshopper regner med at lave en eller to finansieringsrunder mere inden for de næste 6-12 måneder, både med håndplukkede business angels og muligvis også venture-kapital. Pengene vil de bruge på at forøge teamet, så de kan rulle hurtigt og succesfuldt ud i nye lande.

Faktaboks Reshopper
Stiftet: 2012 af Anders Dahl Pape, Jonas Funk Johannessen, Anders Munk og Nicolai Danmark Johannesen
Produkt: App, der giver børnefamilier adgang til online køb og salg af brugte børneting i lokalområdet.
Mere info: www.reshopper.com

Dato:
27. november 2015

Del dette