Over 70 lejere i INCUBA Navitas 1 år efter åbningen

Vindstød.dk, Signaturgruppen, Plecto, Nordic Innovators, Modstrøm, Kunde & Co, Enversion, Davinci, Creos, Courant, Clean, Actua og 3Part er blandt de mange nye lejere, der er rykket ind i INCUBAs nyeste hus på havnefronten i Aarhus i løbet af husets første leveår.

INCUBA har med sine huse midt i de bedste forsknings- og uddannelsesmiljøer i Aarhus skabt nogle unikke rammer for innovative virksomheder. Virksomhederne kan fokusere på udvikling af deres forretning tæt på den nyeste forskning og udvikling og i et miljø fyldt med ambitiøse studerende.

Netværket blomstrer både virksomhederne imellem, med de øvrige aktører i huset, Ingeniørhøjskolen AU og Maskinmesterskolen og med INCUBAs samarbejdspartnere, CAPNOVA, Connect Danmark, Væksthus Midtjylland og Alexandra Instituttet.

Stærkt startup miljø
Et særligt samarbejdsområde på tværs af huset er understøttelsen af startups. INCUBA driver iværksættermiljøet StartupLab, hvor der lige nu sidder over 20 startups i INCUBA Navitas og udvikler deres virksomhed.

Derudover er der mellem de tre parter på Navitas – Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, Aarhus Maskinmesterskole og INCUBA – et dedikeret samarbejde omkring NSI (Navitas Science and Innovation). NSI, der er støttet af Region Midtjylland med en bevilling på 15 millioner kroner, har som ambition at være et kraftcenter for uddannelse, forskning, innovation og iværksætteri.

NSI skal fremme de studerendes kontakt med erhvervslivet, støtte de ældre studerendes motivation og mulighed for at udvikle egen virksomhed og at øge samarbejdet mellem forskere, undervisere og virksomheder på og uden for Navitas. NSI består af en række fysiske miljøer på Navitas, hvor de studerende, undervisere og forskere, mentorer, specialister og forretningsfolk sammen kan arbejde og udveksle viden.

Der er lige nu mere en 50 studerende i gang i NSI.


Dato:
14. september 2015

Del dette