Growing Investors viste, at der er penge derude til de kapitalhungrende iværksættere

Der var flere nye business angels med til arrangementet Growing Investors, der løb af stablen i Filmbyen under Internet Week Denmark. I alt var der mere end 75 investorer samlet for at lære mere om, hvordan man investerer i tidlige startups og høre 15 kapitalsøgende startups pitche deres idé.

Det var Lasse Chor, der endnu engang stod bag arrangementet, der løb af stablen første gang ved IWDK 2014. “Growing Investors er et vigtigt arrangement, fordi det skaber gensidigt kendskab både mellem investorer, både de nye og de erfarende, og kendskab mellem investorer og iværksættere. Desuden er det vigtigt at styrke det generelle vidensniveau om, hvordan man investerer i startups”, siger Lasse Chor.

Send varer til kunderne, som de endnu ikke ved, de har behov for
Der var, inden de inviterede startup pitchede, oplæg fra et spændende panel af oplægsholdere. Jan Neiiendam fra Interactive Denmark og Anders Sahl Hansen fra Innovation Lab fortalte om de nyeste trends indenfor digitale startups. Big Data er en af de nye game changers i branchen. Man kan f.eks. nu opsamle så meget data om adfærd og præferencer hos forbrugerne, at der arbejdes med forretningsmodeller, hvor virksomhederne sender varer direkte til forbrugerne uden, at de har bestilt dem. Der var også indlæg fra Thomas Knudsen, der har drevet virksomheden CLC Bio fra ingenting til mere end 80 ansatte og et salg, der fortalte om, hvordan investorer dele risiko og arbejdsbelastning ved at syndikere om investeringerne.

Dojo, Bedtime og Chickit pitchede deres investor case
Der var mange eksotiske navne mellem de15 startups som pitchede for investorerne som Shopfant, Watchclub og Antesy. Men de eksotiske navne skræmte ikke investorerne. Alle de 15 pitchende startups fik efterfølgende en nærmere snak med interesserede investorer.

Dagen blev sluttet af med en candlelight dinner, hvor investorer og startups fik lejlighed til at snakke nærmere sammen om en eventuel investering.

Dato:
19. juni 2015

Del dette