Fra hjemmegående til ekspert i sourcing og systemeksport

FocusChina er en del af StartupLab-miljøet i INCUBA og er en virksomhed i rivende udvikling. Alice Zhu, kvinden bag FocusChina, fik idéen til at starte en konsulent- og handelsvirksomhed, da hun som enlig mor til to drenge besluttede sig for at udnytte sin ekspertise i Kina-Danmark relationer. Hun havde aldrig troet, at virksomheden ville blive så stor en succes, som den er i dag. Hun er en kvinde med mange jern i ilden og et gå-på-mod, hvilket er medvirkende til, at hun er nået så langt.

Med en uddannelse i Markedsføringsøkonomi fra Erhvervsakademiet og en solid baggrund i handel med Kina og Danmark, har Alice specialiseret sig i 3 områder, sourcing, danske praktikanter og studieture.

Hjælper med sourcing af alt fra skruer til massagestole
Hovedaktiviteten for FocusChina er sourcing mellem Danmark og Kina, hvor de enten fungerer som en langsigtet agent eller konsulent for virksomhederne. Alices professionelle og on-point håndtering har skabt et flot renommé bl.a. hos kunder, der ønsker at producere højkvalitetsprodukter i Kina. Firmaet har en bred kundegruppe og håndterer produktion og sourcing af alt fra skruer til massagestole. Alice lægger endvidere mange kræfter i at eksportere dansk velfærd til Kina inden for uddannelses-, erhvervs- og sundhedssektoren.

Sender pædagogstuderende i praktik i Kina
I 2009 stiftede Alice Rosey Children Centre, som er et udvekslingsprojekt, der 2 gange årligt sender danske pædagogstuderende til Kina i udlandspraktik. Man har i Kina vendt blikket mod Danmark for at få inspiration, og FokusChina oplever en stigende efterspørgsel på danske pædagogstuderende.

To gange om året arrangerer FocusChina også populære studieture til Kina for interesserede virksomheder. Succesen bygger på, at firmaet laver differentierede løsninger til den enkelte virksomheds behov. Alice fungerer selv som guide på disse ture.

Kina-kurser og business praktikanter
Alice har altid mange nye idéer, og hun tøver sjældent med at realisere dem. FocusChina er derfor i gang med at udvide praktikantprogrammet til at inkludere business praktikanter, der skal til Kina og arbejde for kinesiske virksomheder. Ydermere udbyder FocusChina kurser til interesserede virksomheder omkring Kina, kinesisk sprog og forretningskultur.

Faktaboks FocusChina
Stiftet: I 2008 af Alice Zhu
Produkt/service: Sourcing/import og Systemeksport til Kina bl.a. inden for uddannelse og plejesektoren
Kunder: Opstarts- og etablerede virksomheder, VIA University College og Aarhus Kommune
Mere info: www.focuschina.dk

Dato:
3. februar 2015

Del dette