Signaturgruppen udvikler alternativ til NemID-signatur

Signaturgruppen, der er en af de nye indflyttere på Navitas, er specialister i datasikkerhed. De er netop nu igang med at udvikle en ny digital medarbejdersignatur til store organisationer og virksomheder. Den nye signatur har fået arbejdstitlen SignaturID og vil deltage i konkurrencen om den kommende generation af NemID medarbejdersignaturer.

Diskussionen om, hvordan næste generation af NemID skal se ud, er godt i gang, og Signaturgruppen har allerede taget de første skridt i arbejdet med at lave en ny medarbejdersignatur til de organisationer, som bruger medarbejdersignaturerne allermest i hverdagen, kommuner, regioner og store virksomheder.

”Vi vil lave en løsning, som er målrettet de store organisationers mere komplekse behov, som vi ikke mener, at den nuværende NemID medarbejdersignatur imødekommer så godt, som man kunne ønske i fremtiden,” fortæller Morten Storm Petersen, direktør i Signaturgruppen.

Signaturgruppen har indgående kendskab til behovet
De sidste otte år har Signaturgruppen arbejdet med at optimere organisationers brug af digitale signaturer. 71 ud af 98 kommuner, fire ud af fem regioner og en række store virksomheder bruger i dag Signaturgruppens løsninger til at øge produktiviteten og sikkerheden i forbindelse NemID medarbejdersignaturer.

I gang med at finde partnere
Det omfattende forarbejde startes allerede nu, med henblik på at den nye medarbejdersignatur kan opnå en OCES-standardaftale med Digitaliseringsstyrelsen og således gå i drift under offentligt tilsyn i forbindelse med introduktionen af tredje generation af NemID i slutningen af 2017. I den forbindelse er Signaturgruppen gået i gang med at finde partnere på projektet, hvorefter der forventes etableret et selvstændigt selskab til produktionen af den nye medarbejdersignatur.

Fakta Signaturgruppen
- Blev stiftet i 2006 af fire af profilerne bag OCES1, den første digitale signatur fra TDC
- Er specialister inden for sikkerhed, digital identitet, NemID og digital signatur
- Mere info www.signaturgruppen.dk
Dato:
16. oktober 2014

Del dette