Et godt team er guld værd – som teamet bag nyt online billetsystem - Greenticket

Fire studerende, Søren Lundtoft, Emil Hagbarth, Laurits Langberg og Jonas Bøgh, med iværksættergener i blodet fandt i foråret 2013 sammen om den fælles målsætning – at starte deres egen virksomhed. De har nu udviklet Greenticket.dk, et 100 % digitalt billetsystem som udnytter de muligheder, vi har fået med smartphones og tablets.

Havde teamet – manglede ideen
De fleste iværksættere starter med en idé og de går så i gang med at udvikle og udvikle. Søren, Emil, Laurits og Jonas startede et andet sted. De fandt sammen, fordi de alle havde lyst til at blive iværksættere og satte sig sammen for at finde det område, hvor de med deres kompetencer og erfaringer havde nogle særlige forudsætninger.

Efter at have analyseret et par ideer, der viste sig ikke at holde, nåede de frem til den rigtige idé. De havde alle oplevet billethåndteringen til festerne på uddannelsesinstitutionerne. ”Vi har alle gået i gymnasiet, på handelsskole og på teknisk gymnasium, og var trætte af, at billethåndteringen til skolefester var lagt i hænderne på nogle udbydere, som var langt efter den teknologiske udvikling. Derfor besluttede vi os for at gå i krig,” forklarer Jonas Bøgh.

I dag står de med et færdigudviklet koncept, Greenticket, hvor festarrangøren kan sætte et online billetsalg op på fem minutter, og gæsterne derefter køber billetter, som havner på deres smartphone som en QR-kode. QR-koden bliver scannet af vores iOS-app i døren, når gæsterne ankommer til eventen og Greenticket tjener penge ved at tage et gebyr per solgt billet.

Går efter at vinde ét marked ad gangen
I starten gjaldt det om at få nogle erfaringer fra markedet, så de skød på alt, hvad der rørte sig i markedet for arrangementer. Det ledte frem til den niche, gymnasiemarkedet, som de vil søge at blive markedsledere på i første omgang. ”Vi er nu i gang med at forfine vores tilbud til gymnasieskolerne med en række features specielt rettet mod dem. På den måde har vi ikke lagt os ud med de store, billetto.dk, billetnet.dk osv., fra starten, men har kunnet bygge et godt fundament op, inden vi går efter den store del af kagen,” forklarer Jonas Bøgh. Greenticket holder samtidig fingeren på pulsen i andre markeder ved også stadigvæk at tage andre arrangementer ind som konferencer, foredrag og sportsarrangementer.

Store vækstambitioner
Hvad angår fremtiden, så har de unge iværksættere store planer. ”Vi ved, at det ikke kun er gymnasier og handelsskoler, der holder fester. Derfor er der stadig et kæmpe marked for kunder, der gerne vil sætte deres eget billetsalg op hurtigt og nemt. Festivaler, musikhuse, koncerter, efterskoler, udendørsarrangementer. Vi har allerede ansat de første sælgere i København og Aalborg, og vi regner med at ansætte flere sælgere, så vi kan fortsætte vores ekspansion andre steder i landet og derudover tænker vi også på potentialet i udlandet,” slutter Jonas Bøgh.

Faktaboks Greenticket
Stiftet: Foråret 2013 af Søren Lundtoft, Emil Hagbarth, Laurits Langberg og Jonas Bøgh
Produkt: 100 % digitalt billetsystem som udnytter de muligheder i smartphones og tablets
Mere info: www.greenticket.dk

Dato:
3. marts 2014

Del dette