Digitalisering af håndværkerbranchen: Det hele handler om matematik

En bygning er i bund og grund matematik; derfor kan den også digitaliseres. Sådan formulerer stifter Kenneth Kring en af hovedtankerne bag 3B Boligrenovering. Opstartsvirksomheden ligger i INCUBA Katrinebjerg for at understøtte en digital agenda og har for nylig indledt et samarbejde med Alexandra Instituttet.

Af Christian Bjerggaard Jørgensen

”Jeg kunne se, at der var et forretningspotentiale i at gøre noget anderledes. Og når man har tumlet længe nok med ideen, bliver man nødt til at prøve kræfter med det.”

Sidste år sagde Kenneth Kring farvel til en stilling som indkøbschef i XL Byg. Han ville skabe sin egen virksomhed og lancerede i august 3B Boligrenovering A/S målrettet private boligejere.

Ambitionen er at digitalisere så meget som muligt i en traditionelt analog håndværkerbranche, hvor papir og blyant har været faste bestanddele.

Alt følger matematikkens regler

Hvad er det for processer, man kan digitalisere?

”Det er alt fra tilbudsgivning, prissætning af projekter og opbevaring af kundedata. Der er snart ikke det, man ikke kan digitalisere. Alt følger en matematisk regel i en bolig, og derfor kan den digitaliseres helt ned i sine grundkomponenter,” forklarer Kenneth Kring.

Afhængig af størrelse tager det f.eks. et vist antal minutter (plus/minus) at montere et vindue og kræver bestemte mængder af bestemte materialer. Det hele er sat på formel i firmaets IT-system, der automatisk finder en pris til kunden.

Sammen med outsourcing af en række funktioner såsom bogholderi og IT skal det bidrage til en effektiv og skalerbar forretning bygget op omkring samarbejde med et netværk af håndværkere og leverandører.

Samarbejder med Alexandra Instituttet
3B Boligrenovering indledte i foråret et samarbejde med Alexandra Instituttet på Katrinebjerg, der hjælper virksomheder med anvendelse af ny IT-forskning.

”Jeg ledte efter nogen, der kunne arbejde med metoder og teknikker til digital opmåling og visualisering, men der findes faktisk ikke rigtig nogen. Så jeg blev anbefalet at tage kontakt til Alexandra Instituttet og faldt senere over dem i Husinfo (fra INCUBA, red.). Derfra var der ikke langt til handling,” fortæller Kenneth Kring.

Håbet er, at sætte private kunder i stand til nemt at håndtere digital opmåling og visualisering af f.eks. vinduer ved hjælp af deres smartphones, så 3BB hurtigt kan få hænderne i de relevante data. En automatisering, der bærer indlysende fordele med sig.

Ifølge Kenneth Kring er virksomhedens forretningsmodel allerede i dag bæredygtig, men der er væsentlige stordriftsfordele at hente ved at blive større.

”Vores model er ekstremt skalerbar. Det er det, vi har øjnene helt stift rettet mod,” pointerer stifteren.

Fakta om 3B Boligrenovering A/S
Etablering: Stiftet af cand.merc. Kenneth Kring i april 2016. Lanceret officielt i august. Baseret i IT-miljøet på INCUBA Katrinebjerg og samarbejder bl.a. med Clickmate om CR-system.
Service: Rådgivning og renovering af privatboliger. Samarbejder med Alexandra Instituttet om en løsning til digital opmåling og visualisering.
Læs mere: www.3bb.dk

Dato:
6. juli 2017

Del dette