Ny PIT-stop-partner accelererer innovationen i din virksomhed

3PART har sluttet sig til følget af rådgivere i PIT-stop, som tilbyder sparring til virksomheder i INCUBAs huse. Design- og innovationsvirksomheden tapper ind i alt fra produktudvikling til forretningsstrategi og har bl.a. hjulpet startuppen Danish Cardboard Tech med redesign og prototyper af deres krykker i træfiber.

Et stort, langt bord i barhøjde skærer sig gennem kontoret hos 3PART på INCUBA Navitas. Her samles det multidiciplinære team af industrielle designere, digitale designere og ingeniører jævnligt for i fællesskab at endevende problemstillinger, evaluere prototyper og starte forfra med en ny og bedre idé.

Arbejdsmetoden er symptomatisk for virksomheden, der som innovations- og designpartner arbejder i krydsfeltet mellem brugerundersøgelser, forretningsstrategi og design. De hjælper f.eks. virksomheder med at skabe produkter og services ud fra en designtankegang, hvis indledende fase ofte består af rigtig mange spørgsmål til idé og forretning samt en dybdegående afdækning af behovet hos brugergruppen.

”Vi gør meget ud af at forstå udfordringerne og brugerne. Som oftest er vi med ude og arbejde direkte med kundens kunder, og den grundighed i de indledende faser er med til at sikre, at projekterne bliver en succes,” siger CEO Simon Skafdrup.

En accelereret innovationsproces
Siden januar 2015 har 3PART været en del af INCUBA-miljøet, først på Katrinebjerg og siden på Navitas for at komme tæt på iværksættermiljøet, ingeniørstuderende og de gode værkstedsmuligheder til prototypebygning. Siden 1998 har virksomheden arbejdet med mere end 200 virksomheder inklusive sværvægtere i C20-klassen.

”Vi arbejder løbende med strategisk sparring for store virksomheder som f.eks. Danfoss, men vi synes også, at det er interessant at arbejde med startups. Det er ofte de her meget accelererede processer, hvor man går fra idé til lancering i løbet af ganske få måneder, og det har helt klart sin charme,” fortæller Simon Skafdrup.

Erfaringen fra arbejdet med store virksomheder og komplekse problemstillinger bruger de ifølge Simon Skafdrup til at skabe en accelereret ”high speed innovation”, som kan sikre iværksætterne nogle genveje og styre dem uden om faldgruber.

Samarbejder på Navitas
De seneste tre måneder har 3PART eksempelvis arbejdet sammen med Danish Cardboard Tech fra Startup Lab i INCUBA Navitas, der eftersøgte bestemte kompetencer til redesign og prototypeudvikling af deres medicinske krykker.

”De har bl.a. ingeniører og grafikere, som var de primære kompetencer, vi jagtede. Særligt ingeniørerne har vi lagt os en del af op af i forhold til prototyper og konstruktion. De kan gøre det på en hurtigere og bedre måde, end vi kan, og de har allerede kontakter og adgang til at få det produceret, ”siger Morten Keil og Mads Reinholdt fra Danish Cardboard Tech.

Arbejdsprocessen har været bygget op i stadier af konceptforståelse, brainstorm, markedsundersøgelse og design og test af prototyper, hvor nærheden i INCUBA Navitas har været en fordel. Blandt andre INCUBA-virksomheder har 3PART også arbejdet sammen med Inexso og Agile360.

Fakta om 3PART:
Etablering: Stiftet i 1998 af Simon Skafdrup. Virksomheden har 6 ansatte, hovedkontor på INCUBA Navitas og et satellitkontor i København.
Service: 3PART er en design- og innovationsvirksomhed, som hjælper startups og etablerede virksomheder med udvikling af produkt-, service- og forretningsudvikling. Virksomheden består primært af ingeniører og designere med forskellige specialer. Du kan finde 3PART til PIT-stop i INCUBA Navitas.
Læs mere: www.3PART.com


Dato:
27. januar 2017

Del dette