Abrella tester ny paraply-prototype hos INCUBA

I sidste uge blev de første prototyper af en ny paraplyholder opstillet fem steder i Aarhus. To af dem står hos INCUBA, bl.a. i IT-byen på Katrinebjerg, hvor delesystemet ’City Umbrella’ også er udviklet. Ambitionen er London, fortæller CEO og stifter Andreas Søgaard.

I Danmark regner det i gennemsnit 171 dage om året. Den kendsgerning har virksomheden Abrella bygget en forretning på. Siden 2014 har de opstillet gratis deleparaplyer finansieret af virksomhedsannoncer i danske byer, men den model har sine naturlige begrænsninger.

”Paraplyen fungerer rigtig godt i Herning, hvor alle kender alle. Men vi vil gerne bygge noget, som også fungerer i større byer, og det er en udfordring, for jo større byer, jo mindre tillid,” fortæller CEO Andreas Søgaard.

I foråret 2016 begyndte Abrella derfor udviklingen af et nyt system bygget op omkring en holder med låsemekanisme og en app, der giver kunden mulighed for at leje sig til en paraply. Indbyggede chips giver overblik over, hvor mange paraplyer, der er i hver holder, og hvem der har lejet hvilken paraply.

Nyt kontor på Katrinebjerg
Indtil videre kan brugere leje en paraply i 24 timer for 10 kroner. Hvis ikke paraplyen afleveres inden for tidsfristen, køber kunden den automatisk for 50 kroner, fortæller Andreas Søgaard fra kontoret i HatchIT Lab, Aarhus Universitets iværksættermiljø for studerende i IT-byen Katrinebjerg.

Her sidder Abrella, fordi de sidste år fik selskab af en nyslået datalog, som har stået for udvikling af software. Da INCUBA kigger forbi ved frokosttid, har en gruppe iværksættere netop sat sig sammen til et spil Mario Kart, og det sociale netværk har også gavnet forretningen.

Blandt de andre startups mødte Abrella startuppen MONTEM, der har udviklet låsemekanisme og hardware til paraplyholderen, og Abrella har generelt mange tilknytninger til IT-byen. De har f.eks. fundet både advokat og revisor i INCUBA Katrinebjerg og deltager pt. i Væksthus Midtjyllands udviklingsforløb for vækstiværksættere, Plato.

Målet er klodens storbyer
For Abrella handler det nu om at udrydde børnesygdomme og teste folks villighed til at betale et mindre beløb for en kvalitetsparaply, når der er et reelt behov. Systemet skal gerne være implementeret i én by, inden 2017 er omme, og på den længere bane er ambitionerne store.

”Når vi har løst regnvejrsudfordringen i London, er vi klar til at sælge os. Så har vi sat vores aftryk på verden og bygget noget, der virkelig fungerer. Til den tid har vi sikkert også fået nok af paraplyer. For os er selve udfordringen og udviklingsprocessen det spændende, og der har vi altså valgt at kaste os over regnvejret,” forklarer Andreas Søgaard.

Fakta:
Etablering: Abrella blev stiftet i 2014 af idémand Andreas Søgaard og Mattias Edström, begge uddannede kaospiloter. I dag har Abrella fire medarbejdere på Katrinebjerg foruden to andre danske franchise-ejere og partnere i Irland, Norge, Sverige og Schweiz.
Produkt: Et system til udlejning af paraplyer, hvor paraplyerne er udstyret med en RFID-chip og et unikt ID. De avancerede paraplyholdere har en indbygget låsemekanisme og chiplæser, som registrerer, når en paraply forlader holderen. Via en app kan brugere købe adgang til systemet for 10 kroner i 24 timer, og hvis ikke paraplyen tilbageleveres inden for den periode, købes den automatisk for 50 kroner. 'City Umbrella testes i øjeblikket flere steder i Aarhus, bl.a. hos INCUBA på Katrinebjerg og Navitas. ’CItyUmbrella’-appen er tilgængelig i Apple App Store.
Læs mere: Abrella.dk


Dato:
24. januar 2017

Del dette