Scanrate Financial Systems A/S: Et banebrydende system fylder 30 år

Scanrate Financial Systems A/S er en af de ældste virksomheder i INCUBAS forskerparker. Det her er historien om, hvordan to nyudklækkede matematik-økonomer fra Aarhus skabte en revolution på det danske obligationsmarked, og hvordan en tilfældighed førte til, at det overhovedet blev til en virksomhed, som nu kan fejre 30 års jubilæum.

Tilbage i 80’erne manglede man en pålidelig metode til at udregne værdien af obligationer på det danske marked. Der blev handlet obligationer for milliarder af kroner hver dag, men handlerne havde svært ved at få overblik over, hvordan den enkelte obligationskurs skulle ligge i forhold til resten af markedet.

I samme periode var den nyuddannede cand.scient.oecon. Svend Jakobsen blevet ansat som adjunktvikar på Handelshøjskolen i Aarhus og ledte efter et spændende forskningsprojekt. Daværende lektor Anders Grosen viste ham en stak artikler om estimering af nulkupon-rentestrukturer vha. statistiske metoder. At udvikle en metode til det krævede stor teknisk kunnen, men det var ifølge Anders Grosen den helt rigtige vej at gå.

Svend Jakobsen læste sig gennem bunken, hvorefter han tog den med over til sin kollega og studiekammerat Carsten Tanggaard, som havde arbejdet med statistiske metoder i sit speciale. Sammen kastede de sig over programmeringen af et system til beregninger på det danske obligationsmarked.

”Vi havde begge to programmeret i studietiden og været ansat i diverse programmeringsjobs, så vi implementerede nulkuponmetoden i et PC-program og fandt ud af, at danske obligationer blev handlet til forkerte priser i forhold til deres betalinger. Markedet overså nogle sikre gevinstmuligheder, fordi de ikke kunne lave den rigtige beregning,” fortæller Svend Jakobsen, der i dag er CEO i Scanrate.

Kansas-skjorter og slidte cowboybukser
Systemet de skabte, døbte de RIO (Rentestruktur for Inkonverterbare Obligationer). Med det kunne de to adjunktvikarer beregne prisen for at få leveret penge på et bestemt tidspunkt i modsætning til den hidtidige praksis i markedet, hvor man var vant til at se på en gennemsnitlig betalingsrække. RIO kunne vise, om kursen på en obligation var en krone for høj eller for lav i forhold til resten af obligationsmarkedet. Den viden var potentielt mange penge værd, men det var de to iværksættere in-spe ikke så optagede af. I stedet forventede de at skulle skrive artikler om, hvad obligationshandlere og fondsbørsmæglere gjorde forkert, og hvad de burde gøre i stedet. At det blev en forretning, var mere eller mindre tilfældigt.

På foranledning af Anders Grosen blev programmet på et tidspunkt præsenteret for børsmæglerfirmaet Gudme Raaschou. De købte programmet inden for en uge efter demonstrationen. Det blev begyndelsen på firmaet Scanrate, som formelt blev stiftet af Svend Jakobsen, Carsten Tanggaard og Anders Grosen den 1. november 1986. RIO var en øjeblikkelig succes, som inden for få år blev standarden blandt de fleste danske banker og pensionskasser. Men hvordan skulle man prissætte et sådant produkt?

”Det blev heller ikke prissat højt nok,” siger Svend Jakobsen og smågriner.

”Havde vi kendt potentialet for det program, så burde vi nok have beholdt metoden tæt til kroppen og selv forsøgt at score gevinsten ved at handle obligationer. Men der var vi jo slet ikke med vores Kansas-arbejdsskjorter og slidte cowboybukser,” uddyber han.

Specialister i realkredit
Det blev dog en ganske god forretning alligevel. Programmet og budskabet skabte en ny prisstruktur på det danske obligationsmarked. Efter nogle år begyndte der dog at komme konkurrenter på markedet. I Scanrate foregreb man den udvikling og udvidede RIO til at kunne regne på danske realkreditobligationer.

”Det, der gør, at vi er inde i dag, er, at vi i starten af 90’erne begyndte at udvikle modeller for danske realkreditobligationer. De er tilpas indviklede og specielle til, at det ikke er en standard-hyldevare for en international spiller,” siger Svend Jakobsen om forretningens omdrejningspunkt. RIO anvendes i dag af Nationalbanken samt en række større banker, pensionskasser og investeringsforeninger.

I dag tjener Scanrate også penge på at levere finansielle dataservices fra deres kontor på INCUBA Katrinebjerg, hvor der nu sidder 25 medarbejdere. Eksempelvis er en række medarbejdere beskæftiget året rundt med schweiziske SIX Financial Information, som vedligeholder en af de største databaser af værdipapirer i Europa.

Det seneste skud på stammen er gældsplejesystemet LIMA (Liability Management), som virksomheder kan anvende til at styre deres lån og rentederivater og få overblik over omlægningsmuligheder, renterisiko mm. Systemet henvender sig til ejendomsselskaber, landbrug, finansielle rådgivere m. fl.

Link: Scanrate.dk

Dato:
25. november 2016

Del dette