Microsoft-virksomheden Xamarin vinder gazellepris

Xamarin er netop udnævnt til midtjysk gazellevinder af Børsen. Kometvirksomheden blev tidligere i år solgt til Microsoft og er ved at vænne sig til at være en del af en global gigant.

Det ser en smule hektisk ud på anden sal hos INCUBA Katrinebjerg. Tidligere på året blev Xamarin nemlig solgt til it-giganten Microsoft, og det kræver en opgradering af sikkerhedsforanstaltningerne, som er lidt større end hos den gennemsnitlige IT-virksomhed.

Midt i rodet modtog virksomheden dog en glædelig nyhed onsdag eftermiddag. Med en vækst på 1774 pct over de seneste fire år kårede Børsen Xamarin til årets gazellevirksomhed i Midtjylland. En anerkendelse af det arbejde, som den lille, specialiserede IT-virksomhed LessPainful søsatte i 2011. Dengang gik Jonas Maturana Larsen, Erik Mejer Hansen og softwarevirksomheden Trifork sammen om at udvikle værktøjer til test af mobilapps på forskellige platforme og enheder.

”Det var lidt en overraskelse. Vi fik pludselig en mail om, at vi var nomineret til gazellerne og havde vundet i Region Midtjylland. Vi vidste ikke, at der var nogen, der kiggede på os, og jeg vidste heller ikke, hvad kriterierne var for det, så det var lidt surrealistisk. Men det var da meget sjovt,” siger Engineering Manager Karl Krukow og trækker på smilebåndet.

Opgradering til global sikkerhedsstandard
LessPainful blev opkøbt af Xamarin i 2013, som efter at have arbejdet tæt sammen med Microsoft i en årrække blev opkøbt af IT-kæmpen i april i år. Med koncerner af den størrelse følger en række ufravigelige krav, som sørger for at sikkerhedsstandarden er den samme på alle kontorer fra Seattle til Aarhus Nord. For Xamarin betyder det f.eks., at kontorerne skal igennem en større forstærkning og adgangssikring.

Udover sikkerhedsopgraderingen får det nye ejerskab ikke væsentlig betydning for det daglige arbejde i Aarhus. En gang imellem banker den nye virkelighed dog på døren. Opgaver, der tidligere kunne klares med en e-mail, er nu del af et større forløb.

”Når du har en virksomhed på over 100.000 ansatte, så er der teams og processer for alting, så man skal lige vænne sig til, hvordan man navigerer i det. Tidligere var det bare at sende en e-mail til én, og timen efter var det ordnet. Nu er der processer for alt fra rejser til ansættelser til anskaffelse af software,” fortæller Karl Krukow.

Da Xamarin blev opkøbt i april, forventede man at skulle ansætte 6-10 nye softwareudviklere i 2016. Den forudsigelse har dog ikke helt holdt stik, idet budgettet for ansættelser viste sig at være opbrugt for i år. Ifølge Karl Krukow er forventningerne ikke afblæst, men blot rykket til 2017.

Tredje gazellekåring i 2016
Xamarin er den tredje INCUBA virksomhed, som avisen Børsen har kåret til gazelle i 2016. Tidligere har vi skrevet om Level 8 og Kapacity, som Børsen har tilføjet feltet af virksomheder, de anser som rollemodeller, der skaber job, vækst og optimisme.

Det er netop en af målsætningerne for INCUBA, at virksomhederne på de tre lokationer Katrinebjerg, Navitas og Skejby får succes og vokser sig større. Derfor tilbyder INCUBA rammer og ressourcer, som sørger for den daglige drift og altid står klar med rådgivning/sparring inden for forretningsudvikling og brugen af den nyeste viden inden for deres område. Med over 20.000 kvadratmeter er der også rigelig plads til, at virksomhederne kan udvide deres kontorer løbende.

Fakta Xamarin
Aarhus afd.: LessPainful, der udviklede testværktøjer til apps, blev i 2013 opkøbt af Xamarin
Opkøb Microsoft: Xamarin blev i april 2016 opkøbt af Microsoft
Mere info: om Xamarin og Xamarin Test Cloud, se www.xamarin.com og www.xamarin.com/test-cloud

Dato:
11. november 2016

Del dette