Erhvervsledere og topforskere mødte hinanden i hundredevis af faglige speed dates

Under overskriften 'Champions League Networking' var nogle af Aarhus’ fremmeste hjerner inden for IT, landbrug, fødevarer og sundhed inviteret til faglig speed dating d. 10 januar. Det blev en hektisk succes med flere hundrede speed dates på bare to timer og masser af nye kontakter til de fremmødte. Se video nederst i artiklen.

I en sindrigt koreograferet seance mødte samtlige gæster hinanden en-til-en. Direktør for INCUBA, Arne Vesterdal, styrede slagets gang, så de enkelte møder ikke overskred tiden på tre minutter.

Dagens agenda var at skabe nye kontakter og derigennem lægge fundamentet for fremtidigt videns- og forretningssamarbejde inden for IT, landbrug, fødevarer og sundhed. Til formålet var inviteret 32 særligt udvalgte gæster fra videnskorridoren, der strækker sig fra Navitas over Katrinebjerg til Skejby og Foulum, herunder virksomhedsledere, professorer og andre specialister.

"At man kan sidde lige ved siden af hinanden uden at mødes og opdage, at man faktisk har noget, man kan tilføre hinanden, det er velkendt. Jeg er sikker på, at det her, hvor alle jer, der har forskellige kompetencer, kan mødes, vil give mulighed for, at noget nyt opstår. Og det har universitetets rigtig varme støtte, for det er den vej, vi skal gå," indledte dekan for AU HEALTH Ole Steen Nielsen.

Han blev bakket op af Aarhus Kommunes erhvervschef Jan Beyer Schmidt-Sørensen, der roste initiativet og pointerede de mange muligheder i en stor kritisk masse af viden og erhverv, hvis det lykkes af skabe gennemsigtighed mellem aktørene i byen.

En måde at fange de travleste
Ideen til arrangementet opstod på baggrund af erfaringer fra de tre arrangører, INCUBA, Agro Food Park og Agro Business Park, som oplever, at tiden ofte er en knap ressource hos de førende forskere og virksomhedsledere.

"For vores virksomheder og forskere prøver vi hele tiden at skærpe værdien af at deltage i netværksarrangementer - ellers kommer de bedste simpelthen ikke. Med denne model, hvor det er by-invitation-only, og der kun er tovejskommunikation, håber vi på at ramme en model, som matcher behovet hos de travleste”, siger Arne Vesterdal, direktør i INCUBA.

At dømme på de umiddelbare reaktioner lykkedes missionen. Arrangementet blev rundet af med fri snak og specialøl til de trængende stemmebånd.

Du kan se en video med interviews fra arrangementet lige her.

Dato:
17. januar 2017

Del dette