INCUBA lægger jord til nyt byhavemiljø i Skejby- vil du være med?

INCUBA og Business Park Skejby inviterer alle med lyst til at få jord under neglene med i udviklingen af et nyt byhavemiljø i Skejby.

Fremover kan det tomme areal mellem INCUBA Skejby og bydelens nye letbanestop blive til en grøn oase med op til 50 små nyttehaver med Ø-haven på Aarhus Ø som forbillede.

Her får brugere frie hænder til at anlægge en lille nyttehave, hvor man kan dyrke blomster, grøntsager, urter m.m. for en minimal årlig betaling på 300 kr.

Byhaverne grænser op til det nye letbanestop i Skejby, hvor også bureauet USE er ved at bygge et eksperimenterende mikro-museum i forbindelse med kunstprojektet Ovartaci Fields, der åbner 10. maj og løber minimum resten af 2017.

Teknik og Miljø har allerede tilkendegivet, at de gerne vil støtte op om projektet. Alt det kræver er en flok passionerede personer med tid og lyst til at løfte og udvikle stedet. Business Park Skejby og INCUBA sørger for faciliteterne (vandhaner m.m.).

Læs mere om projektet hos Århus Stiftstidende.

Er du interesseret i at være med? Så kontakt Mette Bai Andersen, INCUBA, på mba@incuba.dk eller telefon 8620 5241.

Date:
27. marts 2017

Del dette