Mere end 8 ud af 10 virksomheder i INCUBA forventer vækst i år

Vidensregnskab: Hvert år spørger vi virksomhederne i INCUBA, hvad de forventer af det nye år, og hvordan vi kan bidrage til at styrke deres forretningsudvikling. Årets undersøgelse bringer løfter om et flot 2017.

Der er grøde i det danske iværksættermiljø. Medierne er fulde af iværksætterhistorier, og flere og flere vælger at få deres eget CVR-nummer.

Optimismen skinner også igennem i INCUBAs vidensregnskab, hvor 8 ud af 10 virksomheder forventer stigende omsætning i 2017. Desuden venter 64 % at lancere nye produkter/services, mens 69 % har planer om en forøgelse af medarbejdertallet.

Omvendt synes virksomhedernes største udfordringer at blive salg, udvikling af forretningsmodeller og tiltrækning af talenter.

Virksomhederne arbejder sammen
Det er en af kongstankerne bag INCUBAs virksomhedsmiljøer, at nærheden til andre innovative virksomheder, erhvervsaktører og forskning er med til at drive udvikling og vækst hos opstartsvirksomheder.

Derfor glæder vi os over, at hele to ud af tre virksomheder har haft interne samarbejder med andre virksomheder eller organisationer i INCUBA i løbet af 2016. Samtidig har 59 % tilegnet sig nye kontakter via INCUBA i det forgangne år.

Vores beboere er generelt videnstunge virksomheder, hvor 64 % af de ansatte enten har en bachelor- eller kandidatgrad (49 % kandidat eller ph.d.), mens 41 % har samarbejdet med forsknings- og uddannelsesinstitutioner.

Salg, kapital og dobbelt så mange medarbejdere
Sepior fra INCUBA Navitas er en af de videnstunge virksomheder, som forventer vækst i 2017. Den specialiserede it-virksomhed tæller syv medarbejdere, heriblandt flere ph.d.er, og lancerede i begyndelsen af 2017 første version af et datakrypteringsværktøj til cloud-tjenesten Amazon S3.

Det udbygges i 2017 med integrationer til flere cloud-tjenester (Google og Microsoft Azure), og Sepior forventer som udgangspunkt en fordobling på medarbejdersiden, fortæller teknisk direktør Jakob Illeborg Pagter. Her hjælper INCUBAs levende miljø og centrale placering med rekruttering af medarbejdere.

Sepior hentede sidste år 18 mio. kroner i kapital fra EU-puljen The SME Instrument. En af årets udfordringer bliver sikring af yderligere kapital samt fokus på salg af det nye værktøj.

Læs mere hos Jyllands-Posten:


FAKTA
INCUBA har en ambition om at være det bedste udviklingsmiljø for professionelle virksomheder i front på deres felt og det foretrukne miljø for ambitiøse og skalerbare startups. INCUBA er i dag hjemsted for 192 virksomheder fordelt på tre virksomhedsmiljøer med hver sit kernefokus; IT, cleantech og sundhed.

Vidensregnskabet skal hjælpe os med at vurdere fremgangen i miljøet, og om vi i tilstrækkelig grad bidrager til bedre, hurtigere og mere effektiv forretningsudvikling hos opstartsvirksomhederne.

Yderligere resultater fra 2016
  • I 2016 har 61 % af virksomhederne øget omsætningen med gennemsnitligt 66 %
  • 68 % har lanceret nye produkter og/eller services i 2016
  • 65 % har samarbejde med udenlandske virksomheder, institutioner eller myndigheder
  • 14 % har ansat udenlandsk arbejdskraft


Se resultater fra vidensregnskabet fra 2015 her.

Date:
20. marts 2017

Del dette