Mara Somesan, CEO for Apidemia: ”Jeg kan godt lide at finde mine egne veje”

23-årige Mara Somesan fra Rumænien har programmeret siden teenageårene. For fire år siden tog hun til Danmark for at studere og besluttede sig for at bruge praktikken til at stable IT-konsulentvirksomheden Apidemia på benene.

De sidste fire måneder har Mara Somesan praktisk talt levet i en kuffert, pendlende til og fra Rumænien, hvor Apidemias tekniske team deler residens med virksomheden Dot Soft, der ejes af hendes far. Apidemia blev stiftet af Mara Somesan i foråret 2016 som led i hendes praktikforløb på 7. semester på studiet Global Business Engineering på VIA i Horsens. Det er siden vokset til fire medarbejdere i Danmark.

Det har været en læringsproces, men den unge direktør fremstår ikke som en person, der mangler selvtillid.

”Jeg er en af de piger, som vil gøre det hele selv. Jeg kan godt lide at finde mine egne måder at gøre tingene på, researche meget og undersøge, hvordan jeg kan gøre tingene hurtigere og mere effektivt,” siger Mara Somesan, der oprettede virksomheden med hjælp fra en advokat for derefter at indse, at hun kunne have gjort det alene på ”fem minutter online”, siger hun med ærgrelse i stemmen.

Rumæniens kommunistiske arv
Rumænien har ry for at være en af Europas førende IT-nationer. Landet har længe været en outsourcing-magnet for nogle af verdens største teknologivirksomheder og besidder et mangefold af velkvalificerede IT-medarbejdere med rod i et langvarigt uddannelsesfokus. Så hvorfor tage til Danmark for en IT-uddannelse?

”Der er virkelig gode tekniske universiteter i min hjemby, men jeg ville have en uddannelse med forretningsfokus. Da kommunisterne var ved magten i Rumænien, ville de ikke have, at folk vidste for meget om forretning på grund af den centraliserede planøkonomi. Men de havde brug for ingeniører, så de tekniske skoler fik lov at udvikle sig og vokse,” forklarer Mara Somesan.

Hun tilføjer, at rejsen til Danmark handlede ligeså meget om at indhente livs- og arbejdserfaring fra et multikulturelt miljø, hvor hun kunne afprøve sine uddannelsesfærdigheder i det virkelige forretningsmiljø.

En fremtid i Danmark
Den unge CEO har været optaget af programmering siden gymnasiet, hvor undervisningen i Rumænien allerede er på et avanceret niveau. Derfor har der ikke været megen ny teknisk viden at hente i Danmark.

Til gengæld har hun styrket sin forretningsindsigt i både teori og praksis.

Apidemia er i gang med at opbygge kendskab og etablere kundeportefølje i målgruppen blandt late stage startups og SMV’er og samarbejder bl.a. med en større dansk konsulentvirksomhed i ingeniørbranchen. Derudover arbejder Apidemia sammen med initiativet WeLoveStartups om et tiltag, der skal guide nystartede iværksættervirksomheder gennem de forskellige vækstfaser, fortæller Mara Somesan, der efter planen afslutter sin uddannelse til januar næste år.

Om Apidemia

Etablering: Apidemia blev stiftet i 2016 af Mara Somesan og har fire ansatte i Danmark. Virksomheden indgår i et partnerskab med den rumænske IT-virksomhed Dot Soft, der faciliterer det tekniske team på 20 medarbejdere. Apidemia har siden sommeren 2016 boet på INCUBA Katrinebjerg.
Service: IT-konsulent- og udviklingsvirksomhed med særligt fokus på API-udvikling (deraf navnet) og open source software. Strategien er centreret omkring langvarige teknologipartnerskaber.
Læs mere: www.apidemia.dk


Date:
10. marts 2017

Del dette