Global markedsleder køber AI-startup fra Navitas

UNSILO er blevet opkøbt af indiske Cactus Communications, en af verdens ledende leverandører af videnskabelig kommunikation.

Syv og et halvt år efter stiftelsen er den aarhusianske AI-virksomhed UNSILO blevet købt af Cactus Communications.

UNSILO er stiftet af Mads Rydahl (CVO) og Thomas Laursen (CEO), hvoraf førstnævnte bl.a. har en fortid i Silicon Valley som leder af produktdesign ved Siri.com, der blev solgt til Apple.

Virksomheden med ca. 30 ansatte har siden 2016 været en del af INCUBA Navitas, hvor de udvikler avancerede værktøjer, der anvender kunstig intelligens til tekstforståelse- og behandling. Løsningerne hjælper blandt andet akademiske forlag med at udvikle deres forretning og forbedre kundeoplevelsen.

“Ved at kombinere CACTUS' størrelse og rækkevidde inden for forlags- og pharmaindustrierne med UNSILOs tekniske platform, kan vi forbedre både kvalitet og time-to-publication til fordel for alle vores kunder,” udtaler Thomas Laursen i forbindelse med salget.

I 2016 hentede UNSILO knap 15 mio. kroner i investeringskapital fra den indiske IT-gigant Infosys med assistance fra Invest in Denmark. De har også været inde over salget til CACTUS, der ligeledes har hovedsæde i Indien.

Læs også: UNSILO fik et vigtigt råd inden stor investering: 'Pas på bjørnekrammet'

Kunder i 173 lande
Globalt råder CACTUS over en arbejdsstyrke på mere end 3.000 eksperter og kunder i 173 lande. Virksomheden er en af klodens ledende leverandører af videnskabelig kommunikation, hvis forfatter-ressourcestyringssystem bruges af tre millioner forskere.

I en pressemeddelelse udtaler CTO for CACTUS, Nishchay Shah:

“CACTUS har etableret sig som en førende leverandør af machine learning og AI-drevne løsninger. Jeg er meget begejstret for denne mulighed for at arbejde sammen med UNSILO teamet og yderligere udvide CACTUS Labs-teamet. De næste 5 år er vores vision at skabe teknologier og produkter til understøttelse og automatisering af arbejdsgange, der vil forandre forlagsbranchen.”

Læs pressemeddelelsen

Læs interview i Børsen
Dato:
29. januar 2020

Del dette